Velkommen til Springeren – Maritimt Oplevelsescenter.
Oprindeligt hed vi tidligere Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, men vi skiftede navnet i anledning af vores 20 års fødselsdag d. 24. maj 2012.
Navnet Springeren er hentet fra museets ubåd med samme navn, da det er et af vores mest kendte udstillingsgenstande og den første egentlige del af udstillingen ved museets start i 1992.
Samtidig skulle der i navnet være en klar sammenhæng med det maritime Danmark og den danske søfart og de oplevelser som gæsterne får på museet netop gennem fortællinger om skibsmodeller, kaptajnsuniformer, søkort eller en tur gennem ubåden.
Som maritimt oplevelsescenter ønsker Springeren at involvere og overraske sine gæster, hvorfor der fremadrettet fokuseres på en større grad af interaktion med centerets udstilling.
Generelt ønsker vi at give vores gæster gode og involverende fortællinger om den danske søfart.
Vi er skønt placeret tæt ved Limfjorden med naboer som Skudehavnen og Friluftsbadet i Aalborgs Vestby.
Kig forbi til en dejlig dag med spændende historier, opdagelser og hyggeligt samvær uanset det danske vejrs luner.
Se mere på vores hjemmeside.