Panser- & Artillerimuseum
Det handler om kanoner og kampvogne. I udstillingen kan du se udviklingen fra den ældste kanon, fundet på dansk grund, over den danske enevældes ”smukke” bronzekanoner samt en af de kanoner, der var med på Dybbøl Skanse i 1864.
Du kan se en af Shermankampvognene, der kom til Danmark i årene efter Anden Verdenskrig, eller Den Kolde Krigs Centurionkampvogn, frem til den Leopardkampvogn, der deltog i den såkaldte ”Operation Bøllebank” i Bosnien i 1994. Køretøjerne vedligeholdes og kører stadig.
Hver eneste kanon, kampvogn eller lastbil i hallen har sin egen historie at fortælle om teknologi, om krig og fred og det samfund, vi alle er en del af.
Hærens kampvogne
I hallen ser du en række af de kampvogne, der har været anvendt i den danske hær, siden Danmark blev medlem af NATO i 1949. Her ses blandt andet den amerikanske Shermankampvogn, der gjorde tjeneste på Vestfronten i Anden Verdenskrig og fra 1950 også i Danmark. Den blev afløst af den britiske Centurionkampvogn, der i mange år var hærens kraftigste kampvogn, indtil den blev erstattet af de tyske Leopardkampvogne.
I hallen kan du også se et eksempel på den berømte ”hvide Leopard”, som deltog i en træfning nær Tuzla i Bosnien-Herzegovina – den såkaldte ”Operation Bøllebank”.
Hærens hjulkøretøjer
Under besættelsen, i september 1943, opløste den tyske værnemagt den danske hær og tog cirka 1000 køretøjer, 500 motorcykler og 10 panservogne i deres varetægt. Efter befrielsen i 1945, da den danske hær blev genopbygget, var det først med svenske hjulkøretøjer, som Den Danske Brigade medbragte fra Sverige. Disse blev suppleret med indkøb af brugt engelsk og canadisk materiel til de danske enheder, der skulle indsættes i de allieredes besættelseszoner i Tyskland (1947-1958).
Danmarks medlemskab af NATO i 1949, våbenhjælpen og forsvarsloven fra 1951 blev startskuddet til opbygningen af den mobile hær, vi kender i dag.
I udstillingen ses forskellige hjulkøretøjer, der har været anvendt i hæren fra 1945 og frem til efteråret 2000, fx den canadiske pansrede mandskabsvogn GMC M6 med øgenavnet ”Mosegrisen”.
De store kanoner
Oplev artilleriets og dermed også kanonernes historie. Udstillingen rummer kanoner tilbage fra middelalderen (Anholt-kanonen) over de smukke gamle bronzekanoner fra enevældens tid og til fæstningskanoner fra Københavns befæstning.
Artilleri er det svære skyts. I Europa går brugen af kanoner tilbage til middelalderen og har været brugt på fæstninger og på skibe. I moderne tid har artilleriet, altså de største kanoner, typisk været støtte til frontlinjen i krigssituationer.
Her i salen kan du se eksempler på kanonens udvikling fra middelalderens blider (katapult) over ”Anholtkanonen” (tidlig baglader) fra 1500-tallet og 1700-tallets bronzekanoner frem mod stålkanoner fra krigen i 1864 (forladere).