Limfjordsmuseet ligger smukt placeret mellem Limfjorden og den historiske Frederik VII’s Kanal, og det er lige præcis det, museet handler om. Limfjordsmuseet er et maritimt museum, hvor I kan komme helt tæt på Limfjordens natur- og kulturhistorie.
Limfjordsmuseet ligger smukt placeret mellem Limfjorden og den historiske Frederik VII’s Kanal, og det er lige præcis det, museet handler om. Limfjordsmuseet er et maritimt museum, hvor I kan komme helt tæt på Limfjordens natur- og kulturhistorie.
Vi er meget mere end støvede glasmontre og lange plancher. Som museum er vi ikke bange for at skubbe til, hvad et museum kan, bør og skal. Om sommeren har vi altid formidlere, der har tid til jer – både når der er ekstra spørgsmål om fladfisken, når der lige skal tages mod til at få waders på, eller når der skal nørdes i detaljerne i det historiske bådbyggeri.
Vi tilbyder også en række guidede ture. Hele sommeren sejler vores turbåd Grevinde DANNER på Frederik VII’s Kanal, hvor frivillige guider fortæller om tilblivelsen af kanalen og den unikke biotop, det har skabt. Historien følges op i vores snapseri, hvor vi byder på milde kryddersnapse, der er tilsmagt med bær og planter, der udelukkende er sanket langs kanalen og Limfjorden.
Vores flotte veteranbus kører jer rundt i Limfjordslandet, hvor vores guider vil gøre jer klogere på, hvilke historier, der gemmer sig i området. Onsdage henover sommeren synger og fortæller det historiske vægterkorps, når de tager jer med rundt på byvandring. Hvis man hellere vil opleve byen på egen hånd eller besøger museet uden for åbningstid, så er der også en digital guide, der altid er tilgængelig – find din Story Hunt guide tæt ved museet. Det kræver kun en telefon og et sæt høretelefoner.
FREDERIK VII’s KANAL
Den 4,4 km lange og 28 meter brede Frederik VII’s Kanal skærer sig gennem landskabet ved Løgstør og ligger i dag som et mægtigt kulturminde. Baggrunden for kanalens tilblivelse var de store sandbanker ud for Løgstør, kaldet Løgstør Grunde, som fik sejlskibene til at sidde fast. Kanalen blev gravet ved håndkraft af 400 tyske arbejdere i 1856-61. hvilket var en enorm bedrift. Frederik d. VII’s Kanal blev en succes, og næsten 3000 skibe sejlede gennem kanalen da trafikken var på sit højeste i 1899.
Den var i brug til 1913, og derefter opdæmmedes kanalen ved Lendrup for at forhindre tilsanding. Limfjordsmuseet har sammen med by og kommune kæmpet for at vække kanalen fra sin tornerosesøvn. Ambitionen er at skabe et mere oplevelsesrigt besøg på museet og styrke områdets stedbunde og autentiske potentialer. Limfjordsmuseet arbejder derfor nu på at få genåbnet kanalen, så masteførende skibe kan sejle igennem.