Bliv bidt af havet i Kattegatcentret!
Uanset om du foretrækker at være tørskoet tilskuer eller blive kastet ud på dybt vand i dykkerdragt, står Kattegatcentret klar med et hav af oplevelser, som vil bide sig fast for altid!
Få kuldegysninger i det to-etagers store pingvinanlæg, som er ét af kun otte pingvinanlæg i verden, hvor du står i samme rum som subantarktiske pingviner. På førstesalen bliver du med garanti overvældet af pingvinernes kolde, larmende og lugtende verden. Nederst kan du nyde roen og det spektakulære syn, når verdens hurtigste pingviner slår vingerne ud og flyver gennem vandet.

Mærk også gyset, når hajerne omringer dig – og forelsk dig i de dygtige sæler, når de hapser sild og lærer bogstaver! Vi har 200 forunderlige, farvestrålende arter af havdyr – fra den mindste gople til vores store sandtigerhaj og alle hans venner.
Hver dag fodrer og træner vi hajerne i den tropiske hajtank. Her får du for alvor indsigt i de fascinerende hajer, når hajfinner skærer sig gennem vandet, og faretruende tandsæt flår fladfisk ud af dyrepasserens hånd. Stå helt tæt på og få vand i håret, eller se det hele fra hajtunnellen, hvor der kun er 6 cm mellem dig og hajerne! Vi fodrer også dagligt i det kæmpestore Oceanarium, så gi’ lige dykkeren en haj-five – han har lækkerier med til et mylder af fisk fra Kattegat.
For de mindste venter hyggehjørner og pilfingerbassiner indenfor, mens der kan sjaskes, pjaskes, krybes og kravles udenfor blandt de store havdyr på vores spændende vandlegeplads! Mød også Haveksperten, der nok skal få dig tættere på de forunderlige havdyr, end du nogensinde har været før!
Hos os kigger du ikke bare gennem ruden. Vi har åbne akvarier med vandsprøjt, lugte og lyde, og i rørebassinerne kan du ”klappe” en haj, lege gemmeleg med fladfiskene og holde i hånd med søstjerner og krabber.
Du kan også dykke med hajer, dimittere som Blå Agent fra Saltvandsakademiet – og ja, du kan endda Zzzzove om kap med hajerne! Vi har massevis af spændende særarrangementer, som bare venter på dig! Kom og vær med! Vi ses!