Danmarks nye internationale museum for flygtningehistorier
FLUGT – Refugee Museum of Denmark er et internationalt museum dedikeret til flygtninges historier.
I slutningen af Anden Verdenskrig ankom mere end 250.000 civile tyskere til det besatte Danmark efter en dramatisk og voldsom flugt. Den Røde Hærs angreb på Nazityskland i krigens sidste måneder gik i høj grad ud over civilbefolkningen og fordrev millioner af tyskere fra deres hjem. I 1945 blev Danmarks største flygtningelejr etableret i Aal Plantage i Oksbøl. Den husede 35.000 flygtninge, da den var størst. Det er i dette område, at FLUGT ligger.
Men store flygtningestrømme er ikke kun et historisk fænomen. Tværtimod. Verden oplever i disse år de største flygtningestrømme nogensinde. Krig og forfølgelse driver mennesker på flugt mod overlevelse, sikkerhed og nye hjem. Stærke billeder fylder i medierne, meninger flyver mellem politikere, og debatten er allestedsnærværende. Derfor er det ikke kun tidligere tiders flygtninge, man møder i FLUGT. Det er også de flygtninge, der er kommet til Danmark i nyere tid fra blandt andre Vietnam, Ungarn, Afghanistan, Syrien og Ukraine.
FLUGT gør de store tal og statistikker vedkommende ved at formidle det enkelte menneskes historie. Et menneske med familie, venner, arbejde, fritidsinteresser og – frem for alt – drømme og håb for fremtiden. Ved at give indsigt i et af de sværeste og mest omdiskuterede emner i vor tid vil FLUGT gennem personlige historier gøre os klogere på os selv, hinanden og den verden, vi lever i.
Historiefortællende arkitektur på internationalt niveau
”Museet FLUGT behandler et tema, der er en del af vores historie, og som netop nu er blevet højaktuelt igen med de kommende flygtningestrømme fra krigen i Ukraine. Derfor har vi skabt en arkitektonisk ramme, der forbinder fortiden med nutiden – hvor de nye bygningskroppe er direkte formet af deres forbindelse til de historiske bygninger. Det har været en hjertesag for tegnestuen og for mig selv at være involveret i dette projekt, der skal formidle en af de største udfordringer, verden står overfor i dag: Hvordan vi tager imod og tager os af vores globale medborgere, når de bliver tvunget på flugt. …”
– Bjarke Ingels, arkitekt