Overvejer I jeres næste museumsbesøg på campingferien, vil vi gerne anbefale et besøg på Kaj Munks Præstegård i Vedersø i Ulfborg i Vestjylland.
Præstegården blev officielt åbnet som museum tilbage i 2011 og den daglige formidling står Ringkøbing-Skjern Museum for. Driftsansvaret står ”Den Selvejende institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø” for.
Oprindeligt var præstegården en herregård tilbage fra 1300-tallet og i 1626 blev den til Vedersø Præstegård.
Kaj Munk flyttede hertil i 1924 og blev præst i Vedersø. Her boede han sammen med sin hustru Lise og deres børn og foruden præsteembedet, blev tiden bl.a. brugt flittigt på digtningen.
Dagligdagen blev ofte tilbragt i den store smukke park, som ligger i forbindelse med præstegården. Her nåede Kaj Munk at sætte sit eget præg på parken med blandt andet beplantning af den blå anemone, som han havde med fra hjemstavnen på Lolland.
Derudover fik han udgravet til en kanal, så han kunne sejle fra parken og ud på Nørresø. Jorden fra udgravningen blev til den flotte flaghøj som står i dag.
Kaj Munk blev som bekendt henrettet af nazisterne i 1944 efter kritiske røster af deres ideologi og han ligger i dag begravet på Vedersø Kirkegård, som ligger et par minutters kørsel fra præstegården.
Under besøget er der rig mulighed for at besøge museumsbutikken eller at nyde en kop kaffe og kage på Café Lise på præstegården.
Med forbehold for diverse restriktioner – se mere på attraktionens hjemmeside.
God campingtur og tak fordi du læser med på campingunivers.dk.