Aalborg Zoo – helt tæt på alverdens vilde dyr
Aalborg Zoo er åben 363 dage om året – og ikke to dage er ens. Med langt over 100 forskellige eksotiske dyrearter er der lærerige oplevelser til hele året. Aalborg Zoo besøges årligt af omkring 450.000 mennesker og arbejder målrettet på at være en helårs-attraktion, hvor havens hyggelige rammer kan benyttes til mange forskellige events.

I Aalborg Zoo kan du glæde dig til store oplevelser med alverdens dyr – hvor du både kan blive klogere og godt underholdt. Hver dag står dyrepasserne klar til at fortælle og besvare spørgsmål om de mange eksotiske, og i mange tilfælde truede, dyr i haven.
Aalborg Zoo bidrager til naturbevaring og gør en stor indsats for at styrke indsatsen for de truede dyrearter. Aalborg Zoos avlsprogrammer for truede dyrearter er med til at sikre genetisk diversitet til fremtidige bestande. I haven formidles Aalborg Zoos forsknings- og avlssamarbejde til gæsterne, så de får indsigt i denne del af Zoos arbejde.
Aalborg Zoo er Aalborgs mest populære attraktion og en hyggelig og lærerig oplevelse for alle generationer. Som det eneste sted i Danmark kan havens gæster her møde den asiatiske løve, afrikanske elefanter og Borneo orangutang.
Aalborg Zoo er åben 363 dage om året, så der er også rig lejlighed til at glæde sig over de mange dejlige dyreunger i haven og følge med i deres udvikling og adfærd. I år er der særlig grund til at besøge isbjørnene, der har to legesyge unger eller tage forbi rovdyrhuset og møde de nye asiatiske hunløse, som forhåbentligt nedkommer med unger i løbet af foråret.
Særlige aktiviteter
Der er rigtig mange grunde til at komme igen og igen, og der er forskellige aktiviteter, særudstillinger og arrangementer året rundt, som kan underholde og gøre både børn og voksne kloge på verdens natur og dyreliv.
Nyhed 2023: Verdensrummet
Oplev Aalborg Zoos nye lærerige udstilling om FN’s Verdensmål kaldet ”Verdensrummet”. Med udstillingen vil Aalborg Zoo over en periode på tre år introducere havens gæster for udvalgte globale mål. Aalborg Zoo iscenesætter Verdensmålene på en anderledes og eventyrlig måde, hvor børn og voksne får mulighed for at få en lærerig, legende og sjov oplevelse samtidig med, at de opnår en stor forståelse for FN’s 17 Verdensmål.
Verdensrummets fokus vil i 2023 især være på Verdensmålene 7) Bæredygtig energi, 14) Livet i havet, 15) Livet på land og 17) Partnerskaber for handling. Hvert rum i udstillingen vil have et fokus rettet mod et af de fire udvalgte Verdensmål og vil gennem sjov og leg videreformidle målenes hensigt mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten.
Nyhed 2023: Madagaskarområde
I det tidligere chimpanse-anlæg opføres et nyt stort Madagaskar-område med flere nye lemur-arter og eksotiske fugle fra den store ø med dens unikke dyreliv. Gæsterne får mulighed for at gå gennem det vilde lemurmekka og opleve dyrene helt tæt på. Foruden at sikre dyrevelfærden er formålet med Madagaskarområdet og lemuranlægget at bidrage til formidling af det spændende dyreliv på Madagaskar såvel som de trusler, som øens dyr er udsatte for.
I Madagaskarområdet bliver det muligt at opleve både lemurernes store indendørs og udendørs anlæg, der består af masser af klatremuligheder og andre forskellige elementer til dyrenes aktivering.
Ansigt til ansigt med fortidens kæmper
I Aalborg Zoo kan man også opleve en dinosaurudstilling ud over det sædvanlige. Ingen har nogensinde set dem i live. Mystikken om dem er stor, og spørgsmålene og teorierne om deres opståen, liv og udryddelse er mange. Og netop det er måske forklaringen på, at kæmperne fra den fjerne fortid bliver ved med at have en nærmest magisk tiltrækningskraft på både børn og voksne.
I dinosaurudstillingen, EXTINCTION, kommer gæsterne i nærkontakt med 20 imponerende dinosaurer i naturlig størrelse. Udstillingen er en tidsrejse fra nutidens fossiludgravninger tilbage til jura- og kridttiden og rummer fortællinger om nyt frodigt liv, der opstår, gigantiske planteædere og rovdinosaurers nådesløse kampe og til sidst en altødelæggende destruktion.
Halloween I Aalborg Zoo
Igen i år forvandler Aalborg Zoo haven til et uhyggeligt hyggeligt univers, hvor børn og deres forældre både kan nyde mange Halloween aktiviteter med udgangspunkt i dyrene, og for de særligt modige vil der også være udfordringer med masser af uhygge og skræmmende oplevelser.
Jul i Aalborg Zoo
Siden 2019 har Aalborg Zoo holdt Jul i Zoo, hvor dørene slås op for en spektakulær udsmykning af parken. En yderst populær tradition er blevet skabt med magiske lyslandskaber og tusindvis af julelys, som gæsterne kan følge og beundre gennem deres tur rundt i haven.
Jul i Zoo er en helt anderledes måde at opleve zoo på, hvor mørket og de smukke lys er mere i fokus end dyrene.
Jul i Zoo er yderst populært for gæster fra nær og fjern, og vi kan varmt anbefale et besøg, når man gerne vil i den helt rigtige julestemning.
Arrangementer og aktiviteter for store og små
Haven tilbyder et hav af aktiviteter og attraktioner for hele familien året rundt. I midten af haven finder du en stor legeplads med blandt andet gynger, klatretårn og rutsjebaner.
På Zoofariscenen, som ligger ved siden af legepladsen, kan du opleve trænede dyr og spændende fortællinger om dyrenes forunderlige verden. Hver dag er det desuden muligt at komme helt tæt på, når havens mange dyr skal fodres.
På Aalborg Zoos hjemmeside kan du desuden se, hvad der netop nu sker af særlige arrangementer m.m.